— Læst på 2 minutter
Chilier – de stærke, de milde og deres anvendelse i madlavning
Chili-Klaus, der presser Bubber til det maksimale, chili-challenges og Habaneros. Chilier har fået stor opmærksomhed de seneste år – for den lille djævel kan være umådelig stærk.
Chili-Klaus, der presser Bubber til det maksimale, chili-challenges og Habaneros. Chilier har fået stor opmærksomhed de seneste år – for den lille djævel kan være umådelig stærk.
Chilier er dog fantastiske i tilberedningen af mad – du må bare ikke tage fejl af dem og få en ubehagelig overraskelse.
Vi sætter fokus på chilier – både de stærke og de milde.
Hvordan måles en chilis styrke?
En styrke på en chili er ikke bare en subjektiv vurdering. Styrken kan måles ud fra en skala i enheden Scoville. Skalaen hedder SHU – Scoville Heat Unit.
Oprindeligt blendede man chili med sukkervand og fortyndede chilien, indtil styrken var væk. Jo mere sukkervand, der skal til, før chilistyrken er væk, jo stærkere er chilien, og jo højere er Scoville-styrken.
En høj Scoville-styrke er dermed lig med en stærk chili.
Hvad er det, der gør en chili stærk?
Chiliens styrke måles ud fra indholdet af stoffet capsaicin. Det er capsaicin, der gør chilien stærk – og jo mere capsaicin chilien indeholder, jo stærkere er den.
Capsaicin påvirker en masse nerver i munden, som normalt reagerer på varme. Det får hjernen til at tro, at vi brænder, når vi spiser en stærk chili.
En chili med meget capsaicin vil også have en høj Scoville-score.
Scoville Heat Units-skalaen
Lad os tage et kig på, hvilke chilier der er stærke, og hvilke der er mere spiselige.
Der kan være en smule uenighed om, hvor meget capsaicin de forskellige chilier indeholder, men der er bred enighed om placeringerne på skalaen.
Vi har taget udgangspunkt i skalaen fra Chiliworld.com.
- Carolina Reaper – 1.500.000-2.200.000 Scoville
- Trinidad Scorpion Butch 5 – 1.463.700 Scoville
- Naga Viper – 1.382.118 Scoville
- Naga bhut jolokia og Assam India – 1.041.427 Scoville
- The Naga Jolokia –855.000 Scoville
- Red Savina habanero – 350.000-577.000 Scoville
- Habanero – 100.000-350.000 Scoville
- Birds Eye – 100.000-225.000 Scoville
- Jamaican Hot – 100.000-200.000 Scoville
- Red Amazon – 75.000-80.000 Scoville
- Thai peber – 50.000-100.000 Scoville
- Piquin – 40.000-58.000 Scoville
- Cayenne – 30.000-50.000 Scoville
- Tabasco – 30.000-50.000 Scoville
- Serrano – 6.000-23.000 Scoville
- Chitpotle – 5.000-10.000 Scoville
- Jalapeno – 2.500-5.000 Scoville
- New Mexico – 500-1.000 Scoville
- Pimento – 100-500 Scoville
- Peberfrugt – 0 Scoville
Som det fremgår af skalaen, er den klassiske peberfrugt faktisk en chili, men den har ingen styrke – som den almene dansker nok vil have opdaget.
Den velkendte Habanero-chili er ret stærk, men ikke en af de allertungeste sværvægtere. Derimod vil de fleste nok holde sig langt væk fra en Carolina Reaper.
Brug din viden, når du krydrer maden
Chili er en populær og effektiv ingrediens i mange retter.
Der er ingen regler, der dikterer, at den ene chili skal bruges i den ene ret, og den anden chili i den anden ret. Chilier har den egenskab, at de giver smag og styrke til maden.
Derfor kan du bruge Scoville-skalaen som pejlemærke, når du krydrer din ret. Er du til stærk mad, kan du bruge chilier, der scorer højt på skalaen, og omvendt kan du bruge milde chilier, hvis du ikke ønsker en alt for stærk ret.
Held og lykke med madlavningen!